Citater

Skifteretternes tvangsopløsning af selskaber uden nærmere undersøgelser kan blive fortid

Står det til Konkursrådet, skal det ikke længere være muligt at tvangsopløse selskaber uden en nærmere undersøgelse af selskabet udført af enten en likvidator eller kurator. Som praksis er i dag, er der en risiko for, at misbrug af selskaber aldrig kommer for dagens lys


Skifteretternes behandling af tvangsopløsningssager 

Det følger af selskabslovens regler, at Erhvervsstyrelsen under særlige omstændigheder kan anmode skifteretten om, at et kapitalselskab opløses. Dette er f.eks. tilfældet, hvis selskabet ikke rettidigt har indsendt årsrapport eller ikke har en lovlig ledelse.

Skifteretten skal herefter træffe afgørelse om, hvorledes opløsningen skal gennemføres. Er det pågældende selskab solvent (eller er der tvivl herom), udpeger skifteretten en eller flere likvidatorer til at varetage bobehandlingen. Ligger det derimod fast, at selskabet er insolvent, tager skifteretten straks selskabet under konkursbehandling eller rekonstruktionsbehandling.

Er et selskab uden aktiver, har der dog udviklet sig en praksis, hvorefter skifteretterne i medfør af en analogi af konkurslovens § 143 blot opløser selskabet uden yderligere behandling. Det er denne praksis, der vækker bekymring hos Konkursrådet.

Konkurslovens § 143

Viser det sig under boets behandling, at den sikkerhed, der er eller kan kræves stillet efter § 27, ikke er tilstrækkelig til at dække yderligere omkostninger ved boets behandling, og er boets midler ikke tilstrækkelige til at dække disse omkostninger, sluttes boet snarest muligt på en dertil særligt indkaldt skiftesamling (…)

Et bekymret Konkursråd

I Konkursrådets udtalelse af 12.06.2018 om overgangen fra tvangsopløsning til konkurs peger Konkursrådet på en række betænkeligheder forbundet med skifteretternes tvangsopløsning af selskaber efter en analogi af konkurslovens § 143.

Konkursrådet pointerer, at praksis ved de enkelte skifteretter er uens, idet der er stor forskel på, hvornår en anmodning om tvangsopløsning ender med en umiddelbar opløsning af selskabet efter en analogi af konkurslovens § 143, og hvornår der iværksættes yderligere undersøgelser ved en likvidator eller kurator. Det betyder, at der er stor forskel på, om det undersøges, hvorvidt der er aktiver i selskabet, der kan anvendes til fyldestgørelse af kreditorerne.

Den uens behandling ved skifteretterne indbyder ifølge Konkursrådet til forumshopping, idet ledelsen i et selskab kan spekulere i at etablere eller senere ændre selskabets hjemsted til et sted, hvor skifteretten i højere grad opløser selskaber efter en analogi af konkurslovens § 143 og dermed ikke undersøges nærmere.

Endvidere påpeger Konkursrådet, at der er risiko for, at et selskab misbruges, idet det ikke undersøges, om der er foregået ulovlige dispositioner i selskabet, herunder ulovlige aktionærlån, om selskabet er insolvent, om der er grundlag for at indlede en sag om konkurskarantæne mod selskabets tidligere ledelse, eller om der er grundlag for at indlede en politimæssig efterforskning.

En sådan praksis strider mod grundlæggende samfundsinteresser, ligesom det strider mod retsfølelsen, hvis et selskabs forhold ikke undersøges, og der som følge heraf ikke pålægges konkurskarantæne, når der er grundlag herfor.


Konklusionen fra Konkursrådet

Konkursrådet mener, at den samfundsmæssige interesse i, at der foretages en nærmere undersøgelse af et selskab, som Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at tvangsopløse, taler for, at tvangsopløsning af et selskab enten fører til, at der udnævnes en likvidator, eller at selskabet tages under konkursbehandling.

Et selskab skal således efter Konkursrådets opfattelse ikke – som det er tilfældet i flere af landets skifteretter i dag – kunne opløses efter en analogi af konkurslovens § 143.

Konkursrådet foreslår således, at det ikke fremadrettet skal være muligt at opløse et selskab, som Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at tvangsopløse, efter en analogi af konkurslovens § 143.


Advokatrådet og Danske Advokater er positivt indstillet over for forslaget

I forbindelse med en høring over Konkursrådets udtalelse af 12.06.2018 har både Advokatrådet og Danske Advokater tilkendegivet at være positivt indstillet over for Konkursrådets forslag.

Det er imidlertid en politisk beslutning, om der skal afsættes ressourcer til gennemførelse af Konkursrådets forslag, og det er således afgørende, om også politikkerne viser sig positivt indstillet over for Konkursrådets forslag. Dette er endnu uvist.

INTERLEX Advokater har stor erfaring med såvel tvangsopløsningssager som konkursboer. Har du spørgsmål i relation hertil, er du velkommen til at kontakte advokatfuldmægtig Susan Lund Andersen på sla@interlex.dk.

INTERLEX advokat giver ekspertvurdering af ekspropriations-sagen i Vejen

Svineproducenten Martin Lund Madsen har kæmpet en lang kamp mod Vejen Kommune, og afslog for nyligt tilbuddet om erstatning på 2 millioner kroner. I sagen om den omstridte vej i Vejen har Jyllands-Posten bedt INTERLEX advokat Birgitte Nygaard Christensen om en uvildig ekspertvurdering af klagemulighederne.

Vores advokat Birgitte Nygaard Christensen har ekspropriation som ét af sine specialer og er derfor en stærk ekspert, når ekspropriationssager skal vurderes og håndteres. I en artikel om sagen uddyber hun de klagemuligheder, der er i forbindelse med ekspropriationen, og tilføjer en forklaring herefter:

’’Et af de vigtigste budskaber i sagen fra Vejen er efter min opfattelse, at man ikke uden videre kan regne med, at myndighedernes afgørelser er rigtige. Der er ofte god grund til at gennemgå afgørelserne med kritiske øjne, og netop dér kan vi med vores erfaring og ekspertise tilføre stor værdi for vores klienter’’.

Hvis du er i tvivl om dine klagemuligheder i forbindelse med ekspropriation eller har øvrige spørgsmål vedrørende ekspropriation er du meget velkommen til at kontakte advokat Birgitte Nygaard Christensen på bnc@interlex.dk eller tlf. 20 54 21 25.

Hos INTERLEX Advokater har vi valgt at fokusere udelukkende på fire kerneområder; Team Erhverv, Team Fast ejendom, Team Insolvens og Team Landbrug. Det har skabt en dynamisk sammensætning af rådgivere, der er specialister inden for hvert deres kerneområde. Ved at udnytte individuelle styrker, giver det klienten en bedre sikkerhed og dybere forståelse for deres situation.

På baggrund af mange års erfaring har vores Team Landbrug opnået en særlig ekspertise inden for ekspropriationssager. Her kan du bl.a. læse om, hvordan vi kæmper landbrugets sag.

Ny lov vil gøre det lettere at beskytte dit varemærke

Den 1. januar 2019 træder en ny varemærkelov i kraft i Danmark.

Der er ikke tale om nogen revolution, men en mindre reform for at modernisere systemet, og bringe de danske regler i bedre overensstemmelse med EU-varemærkesystemet. Ændringerne skal bl.a. sikre et effektivt og brugervenligt registreringssystem, som er tilpasset brugernes behov og den teknologiske udvikling. 

Gebyrændring

Som en meget konkret ændring, bliver der fremover forskel i gebyrets størrelse afhængig af om et varemærke søges for 1, 2 eller 3 klasser.

Som systemet er før 1. januar 2019, er gebyret det samme uanset om man ansøger om et varemærke i 1, 2 eller 3 klasser, nemlig kr. 2.350, og 600 for hver yderligere klasse ud over de inkluderede 3.

Efter årsskiftet udgør gebyret kr. 2.000 for en enkelt klasse, og herefter et tillægsgebyr på kr. 200 for første ekstra klasse og kr. 600  for hver yderligere klasse.

Resultatet er derfor, at gebyret bliver lidt lavere hvis man kun søger 1 eller 2 klasser, og lidt dyrere hvis man søger 3 eller flere klasser. Samtidig bliver gebyrsystemet i bedre overensstemmelse med EU-varemærkesystemet, hvor gebyrtrappen ser ligedan ud.

Opgør med kravet om grafisk gengivelse af varemærker

Som noget helt nyt indeholder de nye regler et opgør med det hidtidige krav om, at varemærker skal kunne gengives grafisk.

Tidligere var det et krav, hvilket f.eks. gav store udfordringer ved ansøgningen af lydmærker og animerede varemærker. Med de nye regler bliver det således muligt at ansøge et lydmærke eller et animeret varemærke ved indlevering af en lydfil eller en videofil.

Præcisering vedrørende uregistrerede varemærker

Der er fortsat mulighed for at opnå en uregistreret varemærkebeskyttelse ved ibrugtagning i den nye varemærkelov.

Dog har man valgt at præcisere, at enhver ibrugtagning ikke automatisk medfører nogen varemærkeret.

Det fremgår nu direkte af loven, at brugen af varemærket skal være af mere end lokalt afgrænset karakter, før brugen i sig selv kan anses for at stifte en varemærkeret.

Bl.a. for at undgå denne usikkerhed, bør man altid sørge for at registrere og vedligeholde sine varemærker.

Valgfri søgningsrapporter

Ansøges et dansk varemærke efter de nugældende regler, vil ansøgeren modtage en søgningsrapport hvor Patent- og Varemærkestyrelsen vil opliste eventuelle tredjemandsrettigheder, som muligvis kan udgøre en såkaldt relativ registreringshindring. Rapporten er ikke nærmere begrundet, men oplister blot de mulige konflikter der er fundet.

Som noget nyt, vil ansøgere efter årsskiftet kunne bede Styrelsen udarbejde en nærmere begrundelse til søgningsrapporten mod et gebyr på kr. 700.
Alternativt vil ansøgeren have mulighed for helt at fravælge søgningsrapporten, for dermed at få ansøgningen behandlet hurtigere.

Uanset hvilken løsning der vælges, vil det stadig være op til ansøgeren at vurdere, om ansøgningen skal fortsætte eller ej, hvis der findes tredjemandsrettigheder der måske kan kollidere med det ansøgte varemærke.

Den ny varemærkelov indeholder en række yderligere mindre ændringer, herunder en øget beskyttelse for indehavere af registrerede varemærkerettigheder mod import af kopivarer samt bestemmelser, der generelt understøtter digital kommunikation.

Kontakt advokat Bjarke G. Jochumsen på bj@interlex.dk eller telefon 40 23 18 93 hvis du har brug for sparring eller rådgivning vedrørende din virksomheds immaterielle rettigheder, eller hvis vi skal hjælpe dig med en ansøgning af din virksomheds varemærker.

Ny kendelse i MgO-sagerne

For nyligt blev der afsagt kendelse i den tredje sag vedrørende brugen af MgO-vindspærreplader, og det var advokat og partner Thomas Heintzelmann fra Interlex Advokater, der førte sagen på vegne af bygherre i sagen ved Voldgiftsretten.

Afklaring af ansvarspersoner

Kendelsen er i tråd med de forudgående kendelser og giver nu endnu en afklaring i forhold til den omfattende brug af MgO-plader og hvem der skal bære ansvaret.

I sagen var der mellem bygherre og entreprenør aftalt anvendelse af fibercement vindspærreplader og der var i stedet for fibercementplader anvendt MgO-vindspærreplader.

Det blev under sagen på vegne af bygherren gjort gældende:

  • at entreprenøren havde ansvaret for, at det aftalte materiale anvendes i byggeriet
  • at MgO-plader under alle omstændigheder ikke er lignende produkter
  • at det leverede og anvendte materiale ikke stemte overens med det aftalte, eller havde de samme egenskaber som de aftalte vindplader

Afgørelsen i sagen

Voldgiftsretten fandt, at entreprenøren ikke kunne anvende et andet produkt, uden at have drøftet det forinden og med klar tilladelse fra bygherre. Da entreprenøren havde anvendt MgO-pladerne uden en aftale med bygherre fandt Voldgiftsretten, at entreprenøren skulle betale udbedringerne og omkostningerne ved udskiftningen af MgO-pladerne.

Der blev samtidig taget stilling til leverandørens ansvar overfor entreprenøren, da entreprenøren ikke på forhånd blev underrettet om, at der blev leveret MgO-plader i stedet for de foreskrevne fibercementplader, som ellers fremgik af leverandørens tilbud.

Voldgiftsnævnet fandt, at leverandøren ikke kunne ændre materialevalget uden, at han havde fået tilladelse til det, og da der i øvrigt ikke kunne dokumenteres en godkendelse af fremgangsmåden, blev leverandøren gjort ansvarlig overfor entreprenøren.

Kort om MgO- problematikken

Da man begyndte at anvende MgO-vindspærreplader i ydervæggene, var det med en tro på et nyt produkt, der var både billigere og bedre end de andre alternativer. Uheldigvis viste det sig, at pladerne var absolut uanvendelige til formålet, da de på grund af materialeopbygningen var i stand til at suge vand fra den omkringværende luft og derved medførte store fugtproblemer i husenes ydervægge. Diskussionen er herefter gået på, hvem der må bære ansvaret for brugen af pladerne og påtage sig de ikke ubetydelige omkostninger, en udskiftning må medføre.

Hvis du har spørgsmål til kendelsen eller generelt til problematikken vedrørende MgO-pladerne, er du velkommen til at kontakte advokat Thomas Heintzelmann på thh@interlex.dk

Få et skarpt indblik i de nye aftalevilkår for byggeriet

”Gennem en tæt dialog på kurset bliver du klar til indføringen af de nye AB18 regler,’’  Thomas Heintzelmann, partner hos INTERLEX Advokater

INTERLEX Advokater tilbyder et gratis kursus

INTERLEX Advokater tilbyder et gratis kursus i aktuelle emner indenfor byggeriet. På 1½ time gennemgår vi de nye regler, som har relevans for dig som entreprenør, rådgiver, eller med anden professionel interesse indenfor bygherre.

Vi afholder gerne kurset hos jer, som kan være i forbindelse med jeres morgenmøde eller i en anden sammenhæng, der kan planlægges nærmere. På kurset modtager du en kursusmappe med specificeret og udvalgt materiale, som du kan benytte dig af fremadrettet i dit daglige arbejde.

De nye AB18 regler

Efter 25 år er de gamle ABR89, AB92 og ABT93 blevet justereret og tilpasset den udvikling, der er sket i byggeriet. Formålet med de nye ændringer er kort sagt at skabe et tidssvarende aftalegrundlag. Overordnet set bliver byggeriets parter pålagt flere forpligtelser, herunder deltagelse i et fælles planlægningsforløb i højere grad end tidligere.

De nye aftalevilkår anvendes fra 1. januar 2019.

Er du interesseret i et kursus så kontakt venligst advokat Thomas Heintzelmann på thh@interlex.dk

Hos INTERLEX Advokater rådgiver vi både erhvervslivet, offentlige institutioner og privatpersoner. Vores mål er at give dig som klient den bedste juridiske løsning, og det gør vi gennem vores forretningsmæssige og menneskelige forståelse – for dig, dit udgangspunkt og din virksomhed.

Thomas Heintzelmann arbejder specifikt med klienter inden for bygge- og anlægssektoren, herunder entreprenører, tekniske rådgivere samt private og offentlige bygherrer. Thomas er herudover specialiseret i handel med fast ejendom for både private og erhverv, og har et stærkt kendskab til byggeriets regelsæt.

KONKURS KAN KOSTE DIG DINE FERIEFRIDAGE

Er du funktionær i en virksomhed med røde tal på bundlinjen, skal du ikke vente med at holde dine feriefridage. Nu er konkursboet nemlig berettiget til at nægte økonomisk kompensation for ikke-afholdte feriefridage, selvom det er i direkte modstrid med de ansattes overenskomst.


Ansættelsesforhold i konkurssituationen

Konkursboet kan kræve, at du som ansat funktionær i en konkursramt virksomhed afholder dine feriefridage i opsigelsesperioden, så længe ferielovens krav til varslets længde og feriefridagene begge er indenfor opsigelsesperioden. Det er ferielovens regler om afholdelse af restferie, der anvendes. Konsekvensen er, at konkursboet i langt de fleste tilfælde, hvor man har tre måneders opsigelse eller mere, kan kræve ferie-fridagene afholdt i opsigelsesperioden. Du får derfor ingen økonomisk kompensation for ikke-afholdte feriefridage.
Højesteret har nu bestemt, at det også gælder i det tilfælde, hvor den ansatte er omfattet af en overenskomst, der giver arbejdsgiveren forbud mod at placere feriefridagene i opsigelsesperioden.


Dilemmaet i sagen

Fire ansatte havde feriefridage til gode, da deres arbejdsgiver E. Phil & Søn A/S gik konkurs. De ansattes fagforening var af den opfattelse, at de ikke-afholdte feriefridage havde karakter af privilegerede lønkrav, der skulle udbetales som løn.  Konkursboet afviste dog at yde økonomisk kompensation. Feriefridagene blev i stedet betragtet som afholdt i opsigelsesperioden, selvom det fremgik af overenskomsten, at feriefridagene ikke kunne placeres i opsigelsesperioden.


Afgørelsen

Overenskomstens forbud om, at feriefridagene ikke måtte placeres i opsigelsesperioden var reelt set en aftale om konvertering af ikke-afholdte feriefridage til løn. I dommen fastslog Højesteret, at forbuddet havde karakter af et forlænget opsigelsesvarsel. Derfor, kunne det afkortes i konkurssituationen, idet der ikke var tale om et sædvanligt eller rimeligt vilkår. Højesteret sammenholdt i sin vurdering med den lovgivning, der sædvanligvis gælder for afvikling af feriefridage ved ansættelsesforholdets ophør.
Højesteret fandt, at de ikke-afholdte feriefridage kunne betragtes som afholdt i opsigelsesperioden i overensstemmelse med ferielovens regler om placering af restferie. De ansatte fik derfor ikke krav på økonomisk kompensation.


Dommen er i strid med de ansattes overenskomst

Dommen betyder, at en funktionær – selvom det er i strid med overenskomsten – kan være nødsaget til at afholde sine feriefridage i opsigelsesperioden og dermed mister retten til den økonomiske kompensation, der følger af overenskomsten. Det kan konkursboet gøre i alle tilfælde, hvor feriefridagene kan placeres i opsigelsesperioden efter ferielovens regler om placering af restferie.

Er udsigterne til en konkurs store i den virksomhed, du er ansat i, skal du derfor sørge for at få afviklet dine feriefridage, før konkursen indtræder.

Konkurslovens § 61

Konkursboet kan efter konkursloven opsige et ansættelsesforhold med sædvanligt eller rimeligt varsel. Det betyder, at konkursboet kan afkorte opsigelsesvarsler, der er længere end, hvad loven eller overenskomster kræver. Kurator kan også afslå krav på udbetaling af ydelser, der har til formål at stille den ansatte på samme måde, som en forlængelse af opsigelsesvarslet ville gøre.

INTERLEX Advokater har stor erfaring med håndteringen af konkursbo. Har du spørgsmål til ovenstående eller behov for vejledning i forhold andet omhandlende håndteringen af konkurser, kan du kontakte advokat Charlotte Graakjær Eriksen på cge@interlex.dk.

DET ER FORDELAGTIGT AT OVERDRAGE EN FORÆLDREKØBSLEJLIGHED INDEN 2019

Flere og flere forældre køber lejlighed til deres børn for at sikre dem en god studiebolig. Hvis man ønsker at overdrage lejligheden til børnene, er det fordelagtigt at gøre inden de nye ejendomsvurderinger træder i kraft i 2019

Overdragelse af lejlighed

Hvis man ønsker at overdrage lejligheden til børnene har SKAT historisk set accepteret at overdragelsesprisen for lejligheden fastsættes til den offentlige vurdering +/- 15%. De fleste vælger den offentlige vurdering minus 15%, da børnene på den måde ofte erhverver en billig lejlighed, idet den offentlige vurdering oftest ligger under markedsprisen for lejligheden.

De nye ejendomsvurderinger

Som de fleste nok ved, er der nye ejendomsvurderinger på vej, og her må det forventes at vurderingen vil stige til omkring markedsprisen. Dermed vil den pris, som overdragelsen kan ske til stige. Det kan derfor være en god ide, at overdrage lejligheden nu, inden de nye ejendomsvurderinger træder i kraft.

Fordelene ved at overdrage lejligheden nu

I forbindelse med ovenstående skal man være opmærksom på, at man bliver beskattet af fortjenesten ved salg af lejligheder, som man ikke selv har boet i. Derfor kan det være hensigtsmæssigt, at overdrage lejligheden mens vurderingen er lav, da den skattepligtige fortjeneste for forældrene derved minimeres eller potentielt forsvinder. Barnet, som efterfølgende fortsat har haft lejligheden som bopæl i en periode, kan sælge lejligheden ud af familien til handelsværdi med en skattefri fortjeneste til følge.

Sidste udkald for overdragelsen

Den forventede opstramning er lige om hjørnet. Der kan være mange penge at spare ved at overdrage en forældrekøbslejlighed inden de nye ejendomsvurderinger.

Ønsker du rådgivning i forbindelse med overdragelse af lejlighed, kan du kontakte advokat Susanne Buskov Møller på sbm@interlex.dk som står klar til at yde kvalificeret rådgivning vedrørende fast ejendom.

NYE REGLER FOR ANDELSBOLIGFORENINGER

Pr. 1. juli 2018 er der trådt nye regler i kraft for andelsboligforeninger, som skal gøre op med uigennemskuelige andelsboligpriser og penge under bordet.

Mere robuste andelsboligforeninger

Et bredt flertal i folketinget har siden november 2017 arbejdet på en aftale under overskriften ”mere robuste andelsboligforeninger”. Som resultat heraf, er der pr. 1. juli 2018 trådt nye regler i kraft for andelsboligforeninger, som har til formål at komme en række problemstillinger i tilknytning til andelsboligforeninger til livs.

De nye reglernes relevans 

Dette er blevet særlig relevant, idet der de seneste par år har været en række tilfælde, hvor nødlidende andelsboligforeninger er gået konkurs, med det paradoksale resultat, at medlemmerne kunne bo billigere i deres andelsboliger.

Herudover fokuserer aftalen på tiltag, som skaber et værn mod, at andelsboligforeninger kommer i økonomiske vanskeligheder, og at der fremadrettet kun stiftes levedygtige andelsboligforeninger.

Overblik over de væsentligste tiltag

  • Sammenligneligt med hvad der gælder for finansiering af køb af ejer- eller fritidsbolig, indføres der nu et krav om egenfinansiering på 5 % af købesummen, når en køber erhverver en andelsbolig.
  • Der vil fremover være et låneloft på 40 % af købesummen for afdragsfrie lån i forbindelse med stiftelse af nye andelsboligforeninger. Tidligst tre år fra stiftelsestidspunktet vil andelsboligforeningen kunne optage yderligere afdragsfrie lån eller omlægge lån til afdragsfrihed.
  • Der indføres nye regler om lejefastsættelse, forudbetalt leje og depositum for andelsboligforeninger, der ophører som følge af salg, tvangsauktion eller konkurs.
  • Der er kommet nye krav til valuarer (personer som vurderer prisen på andelsboligen/andelsforeningen), således at denne skal følge faste vurderingsprincippet, så prisen på andelsboligen ikke fastsættes for højt. Formålet hermed er, at sikre et mere retvisende billede af andelskronen, så nye andelshavere ikke betaler en overpris.
  • Med de nye regler sikres en længere klagetid for andelskøbere, således at købere, der har betalt en overpris, kan fremsætte krav overfor sælger i op til tre år efter overdragelsen (mod tidligere kun 6 måneder).
  • Forældelse af rådgiveransvaret for advokater, revisorer, administratorer, finansielle virksomheder eller andre, der erhvervsmæssigt har ydet rådgivning til en andelsboligforening om lån og kreditter, forlænges fra 3 til 6 år.
  • Ved stiftelse af andelsboligforeningen vil der fremover skulle udarbejdes en 15-årig vedligeholdelsesplan for andelsboligforeningens ejendom. Vedligeholdelsesplanen skal løbende opdateres, og mindst hvert femte år.
  • Stiftelsesbudgettet skal med de nye regler dække en periode på mindst 15 år (mod de nuværende 10 år).
  • Der indføres en generalklausul, som skal værne mod, at andelsboligforeningens generalforsamling træffer beslutninger, som har til formål at skaffe visse andelshavere eller andre en utilbørlig fordel på andre andelshaveres eller andelsboligforeningens bekostning.
  • Der vil blive nedsat en arbejdsgruppe, der skal fremsætte tiltag til, hvordan det kan forhindres at andelsboliger blive solgt med penge under bordet.

Ønsker du rådgivning i forbindelse med køb eller salg af en andelsbolig eller anden bolig, kan du kontakte advokat Susanne Busskov Møller på sbm@interlex.dk som står klar til at yde kvalificeret rådgivning vedrørende fast ejendom.

DE NYE AB REGLER OFFENTLIGGØRES

I dag kl.12.00 er de nye AB regler blevet offentliggjort på Trafikstyrelsens hjemmeside efter 3 års udvalgsarbejde.

De nye regler omfatter

Der er udarbejdet og offentliggjort en betænkning nr. 1570 med alle aftaletekster og tilhørende bemærkninger:

  • AB18
  • ABR18
  • ABT18
  • AB18 Forenklet
  • ABR18 Forenklet
  • Appendikser:
    • Appendiks om projektudvikling
    • Appendiks om projektoptimering
    • Appendiks om driftskrav
    • Appendiks om incitamentsbestemmelser

Indholdet af reglerne svarer i store træk til de tidligere offentliggjorte udkast til AB18 og ABR18 fra høringsprocessen.

Udvalget lægger op til, at de nye regler først aftales gældende fra 1.1.2019, men det kan i branchen allerede nu konstateres, at de kommende udbud i indeværende år vil blive udbudt efter de nye regler, ligesom igangværende rådgivningsaftaler vil blive opdateret til de nye ABR18 regler.

Du kan læse mere om reglerne her:

http://www.trafikstyrelsen.dk/DA/Byggeri/Byggeriets-aftalevilkar.aspx

Vi tilbyder gratis kurser

INTERLEX Advokater afholder derfor løbende gratis kurser i de nye regler, som sikrer, at din virksomhed er klar til indføringen af reglerne. Kurserne er fleksible, og kan efter jeres ønske finde sted både på jeres kontor eller hos os. Kurserne er en oplagt mulighed for, at medarbejdere og samarbejdspartnere får indsigt i de nye AB regler.

Ønsker du og din virksomhed at få et gratis kursus om de nye AB regler, eller måtte du i øvrigt have spørgsmål til AB reglerne eller andet inden for entreprise, er du meget velkommen til at kontakte Advokat Thomas Heintzelmann på thh@interlex.dk eller tlf. 87 34 34 21.

NYT KAPITALKRAV TIL AKTIESELSKABER (A/S) OG PARTNERSELSKABER (P/S)

På baggrund af aftalen om Erhvervs- og iværksætterinitiativer fra november 2017 har Folketinget nu vedtaget at sænke kapitalkravet til stiftelse af aktie- og partnerselskaber til DKK 400.000.

Kravet til selskabskapitalen er rekordhøj i Danmark

Siden 1991 har det været et krav at aktie- og partnerselskaber i Danmark skulle have en selskabskapital på DKK 500.000. Kapitalkravet er højt i forhold til Danmarks nabolande, hvor kapitalkravene svinger mellem DKK 335.000 og DKK 437.000. Norge ligger dog fortsat meget højt med et kapitalkrav på ca. DKK 815.000. Derudover har et EU direktiv fra 2017 fastlagt et fælles mindstekrav i medlemslandende på blot EUR 25.000 (ca. DKK 186.000).

Selskabskapitalen sænkes fra 1. juli 2018

Som reaktion herpå og som et initiativ til at styrke erhvervslivet har Folketinget med virkning fra 1. juli 2018 vedtaget, at kapitalkravet til aktie- og partnerselskaber fremadrettet skal være DKK 400.000. Selskabslovens regel om, at der til enhver tid skal være indbetalt 25 % af selskabskapitalen, gælder fortsat. Dermed kan aktie- og partnerselskaber fremadrettet nøjes med effektivt at indbetale DKK 100.000.

Lovenændringen skaber mere tryghed

Lovændringen gælder både for nystiftede aktie- og partnerselskaber og for selskaber, der omdannes til aktie- og partnerselskaber. Dermed bliver lettere for virksomheder at opnå den tryghed, som investorer mv., generelt har til aktie- og partnerselskaber.

Fordelene forbundet med etablering af- eller omdannelse til et aktie- og partnerselskab skal dog altid opvejes med den større grad af lovregulering. Derfor skal valget af selskabsform altid træffes efter nøje overvejelser omkring virksomhedens forhold.

Du er meget velkommen til at kontakte os for en drøftelse af jeres selskabsretlige forhold, herunder om I bør overveje en anden selskabsform. Du kan kontakt advokat og partner Jesper Ørskov Nielsen på jn@interlex.dk eller på tlf. 28 19 58 38.


Mariane Thomsens Gade 1C, 8.,
8000 Aarhus C

+45 87 34 34 34
office@interlex.dk