Citater

DET ER BLEVET NEMMERE AT OPSIGE LEJERE, SOM IKKE HOLDER DERES AFTALER

Kan man smide en lejer ud, der ikke overholder sin aftale med udlejer? Svaret på det spørgsmål har hidtil været lidt uklart, men en ny afgørelse har gjort livet en anelse mere surt for lejere, der ikke overholder sine aftaler.

Udlejers typiske adgang til at ophæve lejemål

Ønsker en udlejer at ophæve og udsætte en lejer af et lejemål, er mulighederne meget begrænset i den danske lejelovgivning. Den typiske og hurtigste måde, hvorpå en udlejer kan ophæve et lejemål, er, hvis en lejer ikke betaler husleje eller anden pligtig pengeydelse.

Hvad er pligtig pengeydelse?

Pligtig pengeydelse er beløb, der er aftalt i lejekontrakten som f.eks. depositum.

Men hvad hvis det i lejekontrakten er aftalt, at lejeren selv skal tilmelde sig som forbruger hos elværket, men ikke gør det? Udlejeren må så betale til elværket, men er det beløb så en pligtig pengeydelse? Det mener Vestre Landsret i kendelse fra 11. august 2017.

Lejer tilmelder sig ikke elforsyningsselskabet

Sagen handlede om et lejemål, som ifølge lejekontrakten skulle påbegynde den 1. december 2016. På grund af problemer med indbetaling af indskuddet og første måneds husleje fik lejeren først nøglerne til lejligheden den 6. januar 2017. Lejeren havde derfor ikke tilmeldt sig elforsyningsselskabet for december måned, som hun ifølge lejekontrakten var forpligtet til.

Elforsyningsselskabet opkræver pengene hos udlejer

Udlejeren blev derfor opkrævet 266,48 kr. fra elforsyningsselskabet for levering af el for december måned 2016. Som ejer af ejendommen er udlejeren nemlig forpligtet til at betale for levering af el, hvis der ikke foreligger en anden aftale med f.eks. en lejer.

Udlejer opkræver beløbet hos lejer

Udlejeren opkrævede beløbet hos lejeren den 9. februar 2017. Lejeren mente dog ikke, at hun ikke skulle betale regningen for elforbruget for december 2016, da hun først havde fået nøglerne udleveret januar 2017. Hvorefter udlejeren ophævede lejemålet og udsatte lejeren af lejemålet.

Vestre Landsret: du må gerne smide lejeren ud

Ifølge Vestre Landsret var udgiften en pligtig pengeydelse, da udlejeren var forpligtet til at betale for leveringen af el til lejemålet, og lejeren ikke overholdt sin lejekontrakt. Udlejeren var derfor berettiget til at ophæve og udsætte lejer på baggrund af manglende betaling af elregningen på 266,48 kr.

Hvad er nyt?

Med kendelsen fastslår Vestre Landsret, at manglende betaling af en elregning, som udlejeren har betalt, men som burde have været betalt af lejeren, er en pligtig pengeydelse, og kan resultere i en ophævelse af lejemålet, hvis lejeren ikke betaler beløbet til udlejeren. Størrelsen af kravet er også uden betydning.

Kontakt INTERLEX

INTERLEX har stor erfaring med håndtering af lejesager. Har du spørgsmål til ovenstående eller behov for vejledning eller rådgivning i forbindelse med ophævelse, udsættelse eller andre lejeforhold, kan du kontakte os.

NY FERIELOV PÅ VEJ – HVAD ÆNDRES OG HVAD BETYDER DET FOR DIG?

Med bredt flertal er Folketinget blevet enige om at ændre ferieloven. Den væsentligste ændring er, at der med den nye Ferielov gøres op med det nuværende forskudte optjeningsprincip og i stedet indføres samtidighedsferie, således nye lønmodtagere har ret til ferie med løn fra ansættelsens start. Loven træder endeligt i kraft til september 2020.

Hvad gælder nu?

I dag optjenes ferien forskudt, idet man i optjeningsåret, der løber fra den 1. januar til den 31. december, optjener ret til 2,08 dages betalt ferie pr. måned. Har man været beskæftiget et fuldt kalenderår, har man således optjent ret til 25 dages betalt ferie. Denne ferie skal afholdes i det efterfølgende ferieår, som løber fra 1. maj til 30. april.

Lønmodtagere, der er nye på arbejdsmarkedet, kan således med de nuværende regler risikere at vente i op til 16 måneder, før de er berettiget til at afholde betalt ferie.

Betalt ferie i det første år som lønmodtager

Med den nye lov indføres samtidighedsferie. Som ny lønmodtager på arbejdsmarkedet skal man således ikke vente med at afholde betalt ferie til det efterfølgende år – ferien kan afholdes i takt med, at den optjenes. For lønmodtageren medfører det, at ferie, der optjenes i april, allerede kan afholdes i maj, forudsat at der bliver varslet herom.

Ferieåret ændres

Det nye ferieår, hvor ferien optjenes, kommer til at løbe fra 1. september til 31. august året efter.

Det bliver dog muligt at afholde sin ferie i op til 4 måneder efter ferieåret slutter. Dette sker for ikke at bryde med det nuværende feriemønster samt sikre fleksibilitet i afviklingen af ferie. I alt bliver der 16 måneder til at afholde ferien i.

Med den nye ferielov ændres der ikke på, at lønmodtagere samlet optjener 5 ugers ferie om året, hvoraf 3 uger som hovedregel skal afholdes samlet i perioden fra den 1. maj til den 30. september.

Overgangsordning

Den nye ferielov bliver indarbejdet med en overgangsordning, som blandt andet medfører og sikrer, at lønmodtagere, der allerede er på arbejdsmarkedet, ikke bliver berettiget til 10 ugers betalt ferie i året for indførelsen af den nye lov.

Konkret vil der ske en indefrysning af den ferie, der optjenes i perioden mellem 1. september 2019 og 31. august 2020. Denne ferie indbetales til en feriefond og bliver udbetalt til den enkelte lønmodtager, når vedkommende forlader arbejdsmarkedet.

Hvis du er i tvivl om, hvad den nye Ferielov betyder for dig som arbejdsgiver eller lønmodtager, eller måtte du i øvrigt have et ansættelsesretligt spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Partner og Advokat Lars Sundtoft Madsen på lsm@interlex.dk eller tlf. 22 16 45 86.

PAS PÅ – VED KØB AF VIRKSOMHED FRA KONKURSBO

Håndtering af medarbejderne er central i bestræbelserne på at sælge en ”going-concern”-virksomhed ud af et konkursbo. En Højesteretsdom fra oktober 2017 betød, at Eniro skal betale 1,3 mio. kr. som løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for uberettiget afskedigelse til en medarbejder, de aldrig selv har haft ansat.

Ønsket om hurtig overtagelse

Hvis en virksomhed går konkurs, er det ofte mest fordelagtigt at sælge virksomheden som ”going-concern” for derved at opnå den bedste værdi af virksomhedens aktiver. For konkursboet er ønsket derfor at sælge virksomheden hurtigt, og inden de negative effekter af konkursen for alvor slår igennem fx ved tab af ordrer, kunder, gode medarbejdere mv.

Køber af en virksomhed ønsker normalt også at handle hurtigt, men vil til tider gerne købe virksomheden i en tilskåret form fx uden en del af medarbejderne. Håndtering af medarbejderne er derfor central i bestræbelserne på at sælge en ”going-concern”-virksomhed ud af et konkursbo.

Eniro overtager De Gule Sider A/S

De Gule Sider A/S gik konkurs den 24. november 2011. Konkursboet videreførte virksomheden på lavt blus i den følgende periode. Den 23. december 2011 indgik konkursboet en virksomhedsoverdragelsesaftale med Eniro, som fra den 30. december 2011 skulle overtage virksomheden.

En medarbejder opsiges og fritstilles

Den 27. december 2011 – altså 3 dage inden Eniro’s overtagelse af virksomheden – opsagde og fritstillede konkursboet en funktionær, der tidligere var tillidsrepræsentant, med den begrundelse, at han ikke var omfattet af overdragelsen.

Medarbejderens krav til Eniro

Medarbejderen rejste derefter krav overfor Eniro, selvom medarbejderen ikke var omfattet af overdragelsen og var blevet opsagt og fritstillet før Eniro’s faktiske overtagelse. Medarbejderens krav blev opgjort til ca. kr. 1,3 mio. kr. som løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for uberettiget afskedigelse.

Højesterets dom: Eniro skal betale

Højesteret foretog en analyse af Virksomhedsoverdragelsesloven og fandt, at (i) loven gælder også ved overdragelse fra et konkursbo, og (ii) køberen af virksomheden hæfter også for krav fra en medarbejder, der er blevet opsagt i strid med lovens § 3, stk. 1. Af § 3, stk. 1 følger:

”Afskedigelse på grund af overdragelse af en virksomhed eller en del heraf anses ikke for rimeligt begrundet i virksomhedens forhold, medmindre afskedigelsen skyldes økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.”

Højesteret fandt, at medarbejderen var blevet opsagt som følge af virksomhedsoverdragelsen og ikke som følge af ”økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager”. Medarbejderen fik derfor medhold i sit fulde krav overfor Eniro. Hvilket betød, at Eniro kom til at betale 1,3 mio. kr. for afskedigelse af en medarbejder, som de aldrig havde haft ansat.

Det er vigtig at være opmærksom

Dommen illustrerer, at der er al mulig grund til at tilrettelægge køb af en virksomhed fra et konkursbo nøje og ikke mindst i relation til håndtering af medarbejderne.

INTERLEX har stor erfaring med håndteringen af køb af virksomhed fra konkursbo. Har du spørgsmål til ovenstående eller behov for vejledning i forhold til køb af virksomhed fra konkursbo, kan du kontakte advokat Torben Korsager på tk@interlex.dk.

GUIDE TIL REGISTRERING AF REELLE EJERE

Fristen for registreringen af virksomheders reelle ejere udløber den 1. december 2017. Manglende registrering inden for fristen kan medføre bøde. Vi har lavet en guide, som hjælper dig sikkert og nemt igennem processen.

 

Hvem skal registreres?

Frem til nu har virksomheder i Erhvervsstyrelsens system skulle registrere de formelle ejere dvs. de direkte ejere, uanset om det er selskaber eller enkeltpersoner. I forlængelse heraf skal man nu registrere virksomhedens reelle ejere. Kort fortalt er reelle ejere fysiske enkelt personer, som direkte eller indirekte besidder mere end 25% af stemmerettighederne eller ejerandelene i virksomheden.

Før du starter registreringen

Du skal som minimum vide følgende om virksomhedens reelle ejere:

  • Fulde navn, adresse og fødselsdato
  • Nationalitet
  • Bopæl og bopælsland
  • Ejerandel og stemmerettigheder i procent
  • CPR-nummer eller tilsvarende dokumentation

De 8 trin, som får dig sikkert og nemt igennem registreringen

1. Registreringen sker på https://indberet.virk.dk/

2. På startsiden vælges Registrer ejerforhold

3. Klik på Start

4. Log in med Nem ID

5. Indtast virksomhedens CVR-nummer og klik på Søg

6. Ud for søgeresultatet vælges Ændre og Rediger virksomhed

7. Vælg Ejerforhold i menuen til højre

8. Klik Rediger. Du kan nu tilføje, redigere og fjerne reelle ejere.

Vi håber guiden hjalp dig sikkert og nemt igennem registeringen af reelle ejere. Derudover vil vi gøre opmærksom på, at virksomheder er forpligtet til løbende at opdatere oplysningerne samt opbevare dokumentationen om reelle ejere i 5 år.

Har du spørgsmål til ovenstående, hvordan man finder ud af, hvem virksomhedens reelle ejere er eller til de yderligere ændringer i forbindelse med registreringen af ejere i Ejeregistret, kan du kontakte din faste advokat hos INTERLEX Advokater. Alternativt kan du kontakte advokat Lars Sundtoft Madsen på lsm@interlex.dk eller Advokat Christian Homaa på cho@interlex.dk

NY LOV OM ÆGTEFÆLLERS ØKONOMISKE FORHOLD ER VEDTAGET

Den ny lov om ægtefællers økonomiske forhold træder i kraft den 1. januar 2018. Her sker der en række ændringer i reguleringen af ægtefællers økonomiske forhold, bl.a. deling af ægtefællers formue, som er vigtige at være opmærksom på. Ændringerne omhandler eksempelvis følgende punkter. 

Gaver mellem ægtefæller

Gaver mellem ægtefæller – som ligger ud over almindelige fødselsdags og lejlighedsgaver – kræver i dag en ægtepagt for at være gyldige. Denne bestemmelse ophæves, således at gaver mellem ægtefæller fra 1. januar 2018 ikke længere kræver ægtepagt. Ophævelsen indebærer bl.a. at gaver kan omstødes i tilfælde af konkurs, også selvom der er gået mere end 2 år fra gaverne blev givet. Omstødelse af gaverne kan i tilfælde af konkurs ske, hvis gaven stod i åbenbart misforhold til gavegiverens økonomiske forhold og gavegiveren utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Dvs. at der sker en væsentlig stramning af muligheden for at give gaver, der ikke kan omstødes.

Særeje

I den nye lov etableres der en ny form for særeje, hvorved man kan lave særeje over en bestemt sum en såkaldt sumsæreje. Dermed kan man f.eks. gøre kr. 500.000 til særeje eller gøre en sum af et bestemt aktiv til særeje. Det kan ligeledes aftales at summen skal inflationssikres eller forhøjes med et årligt beløb eller en årlig procentsats.

Gæld

Der indføres mulighed for, at ægtefællerne kan aftale, at visse gældsposter skal fradrages før deling i forbindelse med en bodeling. Det gælder dog ikke gæld, som ikke er stiftet på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Lovvalg

Herudover indebærer den nye lov en specificering af reglerne om lovvalg. Det nye udgangspunkt bliver at parternes økonomiske forhold skal reguleres efter loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved ægteskabets indgåelse eller hvor de begge først boede samtidig efter indgåelse af ægteskabet. Hvis begge parter har boet i Danmark i de seneste 5 år vil dansk ret dog finde anvendelse. Endelig kan parterne ved ægtepagt aftale, at loven i et land hvor en af parterne er statsborger skal finde anvendelse.

Har du spørgsmål til ovenstående, eller til de yderlige ændringer i ægtefællers økonomiske forhold, kan du kontakte Advokat Susanne Buskov Møller.

Susanne Buskov Møller, Advokat – Partner
sbm@interlex.dk
Tlf. direkte: 87 34 34 33

Kreditorer kan ifølge ny højesteretsdom få udbetalt et provenu forlods konkursboet, såfremt denne indestår for omkostningerne i omstødelsessager, hvor retssagen vindes.

I et stort antal konkursboer er realiteten desværre ofte, at der ikke er penge i konkursboet til at anlægge retssager i tilfælde, hvor der er foretaget omstødelige dispositioner op til konkuren. Dette medfører, at konkursboet – og dermed kreditorerne – går glip af store summer, som kunne være indgået i konkursmassen til lige fordeling mellem kreditorerne.

Kreditorer, der føler sig snydt ved en konkurs, hvor der ikke er penge til at forfølge mulige omstødelige dispositioner, kan ifølge ny højesteretsdom indestå for omkostningerne med vilkår om 50 % af provenuet, såfremt sagen vindes. Dette medfører, at kreditorerne kan få et beløb forlods konkursboets øvrige kreditorer, såfremt dette aftales med kurator. Denne model strider ellers imod det konkursretlige ligedelingsprincip, hvorefter kreditorerne ved en konkurs skal behandles ligeligt.

Højesterets dom

I Højesterets dom af 23. marts 2017 var der tale om et konkursbo, der ønskede at gennemføre en omstødelsessag mod selskabets bank vedrørende en række betalinger. Imidlertid var der ikke penge i konkursboet til at føre sagen uden sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved retssagen fra en kreditor.

Kurator orienterede derfor alle kreditorerne om situationen og om, at én kreditor havde tilbudt at stille sikkerhed for sagens omkostninger mod at modtage 50 % af provenuet, såfremt konkursboet vandt sagen. Kreditorerne protesterede ikke imod dette tilbud og kurator modtog ikke bedre tilbud fra andre kreditorer.

Da konkursboet vandt sagen, modtog den kreditor, der havde stillet sikkerhed, derfor 50% af provenuet, trods modpartens protest imod aftalen. I sagen blev banken dømt til at betale kr. 3.900.000 tilbage til boet samt kr. 661.762 i sagsomkostninger.

INTERLEX Advokaters bemærkninger

Højesterets dom viser, at der til trods for udgangspunktet om ligedeling af kreditorerne i tilfælde af konkurs, alligevel kan ske forlods betaling til en kreditor, såfremt denne har indestået for omkostningerne i forbindelse med en retssag ført af konkursboet.

Der er derfor nu opstået et større incitament for kreditorer til at indestå for omkostningerne i forbindelse med retssager i bo-regi, da man som kreditor kan opnå et beløb forlods de øvrige

kreditorer. Ifølge dommen kan der – i hvert fald – kræves 50% af provenuet, inden beløbet indgår i konkursboet, såfremt der ikke protesteres af de øvrige kreditorer.

Som kreditor i et konkursbo er det derfor værd at være opmærksom på, hvorvidt der i det konkursramte selskab er foretaget betalinger, givet gaver eller andre handlinger, som kan omstødes med et provenu til konkursboet til følge. I dette tilfælde kan du nemlig som kreditor vælge at indestå for omkostningerne til at føre en retssag – og dermed også stille krav om, at du skal have en del af kagen forlods de øvrige kreditorer, såfremt sagen vindes.

Står du som kreditor i en lignende situation eller i øvrigt har konkursretlige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

 

Torben Korsager, Advokat – Partner
Mobil:    +45 20 64 01 54
Direkte: +45 87 34 34 56
Mail:      tk@interlex.dk

Ny hverdag i Pakhusene på Aarhus Ø

Efter godt to uger i vores nye lokaler i Pakhusene er flyttekasserne pakket ud, de sidste billeder er hængt op og nu glæder vi os bare til at byde dig velkommen. Få her et glimt af vores nye hverdag i Pakhusene på Aarhus Ø sammen med de øvrige virksomheder.

Pakhusene på Aarhus Ø

Vi har gentænkt måden at drive advokatvirksomhed på. Vores nye strategi er grundfæstet i en moderniseret struktur, der går fra et traditionelt til et mere proaktivt advokathus og det har derfor været naturligt at rykke ind i det nye og moderne kontormiljø i Pakhusene på Aarhus Ø.  Her indgår vi i et netværk med andre ambitiøse virksomheder, der på samme vis prioriterer at holde fingeren på pulsen i deres felt.

INTERLEX Advokater

Din loyale juridiske samarbejdspartner. Det er ikke bare noget vi siger, det er noget vi forpligter os til at være.

Vores ambition er at bygge bro mellem lov og forretning. Der er vores overbevisning, at den bedste rådgivning findes i mellem paragrafferne og juraen. Derfor ligger vores fokus i forståelsen for digdit udgangspunkt og din virksomhed. Når vi forstår hinanden, har vi det stærkeste afsæt for en langvarig relation med værdiskabende rådgivning.

Find vej til vores nye lokaler

Som nedenstående kort viser, er vores nye kontor beliggende næsten helt ud til enden af Aarhus Ø med udsigt over havnen.

Vi tilbyder gratis parkering for vores gæster både uden for bygningen, samt i Pakhusenes p-kælder. Alle vores pladser er markeret ”Interlex Advokater”. Oplys blot registreringsnummeret på dit køretøj i receptionen på 8. sal, så sørger vi for parkeringstilladelsen.

Vi ser frem til at tage imod jer i vores nye lokaler.

Kontakt os her

Advokat Torben Korsager nu Certificeret Insolvensadvokat

Advokat Torben Korsager er af foreningen af Danske Insolvensadvokater optaget som Certificeret Insolvensadvokat.

Certificeringen bekræfter, at Torben besidder en særlig ekspertise indenfor insolvensrettens område. Ekspertisen er opnået gennem indgående og bredt funderet kendskab til rekonstruktion og konkurs samt gennem faglig uddannelse indenfor insolvensretten.

Certificeringen medfører pligt til at behandle sager effektivt og på et højt fagligt niveau og at opretholde et højt niveau af efteruddannelse på det insolvensretlige område.

Se nærmere om Certificerede Insolvensadvokater på www.cdia.dk.

Interlex’ Team Insolvens rådgiver virksomheder i krise. Og pengeinstitutter om kunder i krise.

Landbrug og generationsskifte – advokatbistand til landmænd

Står du foran et generationsskifte, salg eller køb af en landbrugsejendom, er der mange forhold, der kræver grundige overvejelser.

Gennemsnitsalderen for en dansk landmand er 62 år, og derfor står dansk landbrug foran et generationsskifte af format.

Alt på en landbrugsejendom er i dag planlagt ned i mindste detalje, herunder gød- ningsplaner, markplaner, efterafgrøder m.v., men det ses ofte, at der ikke er udarbejdet en plan for afståelse af landbrugsdriften i god tid.

I de seneste år er der indført lempeligere regler for generationsskifte af landbrugs- ejendomme, og derved er der åbnet for nye muligheder for at få de unge håbefulde landmænd i gang samtidig med, at de ældre kan nyde deres otium i økonomisk sikkerhed.

I mange tilfælde vil et generationsskifte udløse store skatter. Derfor er de skattemæs- sige overvejelser af stor betydning – skal der ske skattefri virksomhedsomdannelse, eller skal der ske succession i overdragerens skattemæssige stilling, såfremt køberen opfylder betingelserne herfor?

De kontraktretlige og juridiske forhold på bedriften skal også være på plads inden en overdragelse. Er der mundtlige aftaler med en bortforpagter, en jæger, en lejer eller andre, er det vigtigt, at få disse skrevet ned, så bedriften fremstår overskuelig og veldreven og ikke byder på uventede overraskelser.

Testamente og ægtepagt skal også tænkes ind i den valgte generationsskiftemodel. Såfremt der skal ske et glidende generationsskifte – altså et generationsskifte, der sker i flere etaper – er det vigtigt at få oprettet et testamente, der sikrer generationsskiftets gennemførelse, såfremt over-drageren går bort under processen.

Såfremt der ydes en gave til erhververen i forbindelse med generationsskiftet, kan overdrageren have interesse i, at der oprettes et testamente, hvori eventuelle øvrige børn tilgodeses ved overdragerens død.

Såfremt landbrugsejendommen skal være særeje for erhververen, skal der oprettes en ægtepagt.

INTERLEX Advokater har stor specialviden og erfaring i landbrugsretlige forhold, hvorfor vi i dag rådgiver landbruget og landbrugskonsulenter i hele landet.

Vi har en solid viden og erfaring indenfor generationsskifte, køb og salg af landbrugsejendomme, selskabskonstruktioner, kontraktret, landboret, ekspropria- tion og miljøretlige forhold.

Landbrugsmæssige retsforhold er et særligt kompetenceområde for INTERLEX Advokater, der gennem årene har ført mange markante og principelle retssager for landbrugsproducenter.

Vi er medlem af Danske Landbrugsadvokater.

Uffe Baller
ub@interlex.dk

Gert Lund
gl@interlex.dk

Birgitte Nygaard Christensen
bnc@interlex.dk

Caroline Louise Ganzhorn
clg@interlex.dk

Vi flytter i Pakhusene på Aarhus Ø!

Efter at have drevet advokatvirksomhed fra Strandvejen i årtier, er vi fra mandag den 27. februar at finde i Pakhusene på Mariane Thomsens Gade 1C, 8. 8000 Aarhus C (ved siden af Lighthouse og Isbjerget på Aarhus Ø). Vi får til huse på 7. og 8. etage.

Ved ankomst er der adgang til elevator i både p-kælder samt i hallen i stueetagen. Da der stadig er håndværkere i gang på nogle af de andre etager, så skal vi gøre opmærksom på, at man ikke kan benytte den midterste elevator, der er forbeholdt transport af byggematerialer. Du skal tage elevatoren til 8. etage og når du stiger ud kommer du lige til vores reception, hvor vi glæder os til at tage imod dig.

Som nedenstående kort viser, så skal du næsten helt ud til enden af Aarhus Ø. For at komme over til vores kontor, skal du til sidst krydse en lille bro over kanalen. Her vil der være gratis parke- ring for vores gæster både uden for bygningen, samt i Pakhusenes p-kælder. Alle vores pladser er markeret ”Interlex Advokater”. For at undgå p-bøder er det vigtigt, at du ved ankomst i receptionen oplyser registreringsnummer på din bil.


Mariane Thomsens Gade 1C, 8.,
8000 Aarhus C

+45 87 34 34 34
office@interlex.dk