Forfatter: Stine

Regnskaber og støtteerklæringer

Going concern og støtteerklæringer

For mange selskaber er regnskabssæsonen overstået. For selskaber, der står på svage fødder, kan regnskabsaflæggelsen give anledning til tvivl om, hvorvidt selskabet har tilstrækkelig styrke til at aflægge regnskab som going concern.

Når et selskab aflægger årsregnskab, sker det som udgangspunkt ud fra en antagelse om, at virksomheden fortsætter driften i overskuelig fremtid. Denne antagelse kaldes going concern. Det betyder, at virksomheden ikke forventes at være på vej mod likvidation eller konkurs, at aktiver og gæld måles under forudsætning af fortsat drift, og at ledelsen skal vurdere, om der er et realistisk grundlag for at fortsætte, typisk mindst 12 måneder frem. Hvis der er alvorlig tvivl om den fortsatte drift, skal usikkerheden afspejles i regnskabet og i revisors påtegning.

I den situation kan en støtteerklæring få central betydning. Det er en skriftlig erklæring fra en kapitalejer, typisk et moderselskab eller en hovedaktionær, om økonomisk støtte til selskabet. Erklæringens virkning beror især på dens ordlyd. En stærk støtteerklæring indeholder et klart og konkret løfte om at tilføre de midler, der er nødvendige for, at selskabet kan opfylde sine forpligtelser. Formuleringer om, at kapitalejeren forpligter sig til at tilføre nødvendig kapital eller garanterer selskabets likviditet, kan i praksis nærme sig en kaution eller garanti og kan medføre et direkte ansvar over for kreditorerne, hvis selskabet efterfølgende går konkurs.

En svag støtteerklæring beskriver derimod oftest alene en hensigt eller politik, eksempelvis at det er kapitalejerens politik at støtte selskabet, eller at kapitalejeren forventer at stille likviditet til rådighed. Sådanne generelle udsagn vil normalt ikke i sig selv skabe hæftelse for kapitalejeren.

Ledelsens og revisors vurdering

Det er ledelsen, der har ansvaret for at vurdere, om årsregnskabet kan aflægges som going concern. Vurderingen skal bygge på et samlet og dokumenteret grundlag, herunder likviditetsbudgetter, bank- og finansieringsaftaler, kapitalejerens vilje og økonomiske evne til at tilføre kapital samt indholdet af eventuelle støtteerklæringer. En støtteerklæring kan derfor være et væsentligt element, men dens værdi er begrænset, hvis den er upræcis, indeholder vidtgående forbehold eller er afgivet af en kapitalejer, som ikke har økonomisk styrke til at opfylde løftet. Ledelsen skal kunne dokumentere både viljen og evnen til at støtte selskabet.

Hvis regnskabet revideres af revisor, skal revisor foretage en selvstændig vurdering af going concern-situationen. Revisor kan ikke alene lægge ledelsens udsagn til grund. Revisor må gennemgå den konkrete erklæring, vurdere om den er tilstrækkeligt præcis og undersøge, om kapitalejeren reelt kan levere den lovede støtte.

Hvis der fortsat består væsentlig usikkerhed om den fortsatte drift, men usikkerheden er beskrevet i regnskabet, vil revisor normalt kunne afgive en umodificeret konklusion og samtidig indsætte et særskilt afsnit om væsentlig usikkerhed vedrørende fortsat drift. Er oplysningerne utilstrækkelige, eller kan revisor ikke tiltræde forudsætningen om fortsat drift, kan konklusionen skulle modificeres i form af et forbehold, en afkræftende konklusion eller manglende konklusion.

Krav til erklæringen og den regnskabsmæssige konsekvens

Hvis en støtteerklæring skal have reel vægt i revisors vurdering, bør den have en klar adressat og angive den periode, som støtten omfatter, eksempelvis de kommende 12 måneder. Graden af kapitalejerens forpligtelse til at tilføre nødvendig kapital eller likviditet er væsentlig og bedømmes ud fra den helt konkrete ordlyd af erklæringen.

Det styrker erklæringen, hvis den fastsætter en beløbsramme eller en tydelig mekanisme, eksempelvis et beløb på op til et bestemt maksimum eller den finansiering, der er nødvendig for at opfylde forpligtelserne i perioden. Forbehold må ikke gøre løftet illusorisk. Erklæringen skal være skriftlig og underskrevet af en person med kompetence til at binde kapitalejeren, og revisor vil normalt kræve dokumentation for kapitalejerens økonomiske evne til at yde støtten.

Der består et naturligt spændingsfelt mellem kapitalejerens ønske om at undgå eller begrænse retlig binding og revisors behov for et sikkert grundlag for going concern-vurderingen. Jo blødere og mere uforpligtende erklæringen er, desto mindre værdi har den. Hvis kapitalejeren fastholder en ikke-bindende ordlyd, kan revisor kræve yderligere dokumentation, såsom bindende bankaftaler eller allerede gennemførte kapitaltilførsler. I mangel heraf kan der fortsat foreligge væsentlig usikkerhed, som skal omtales tydeligt, og som i yderste konsekvens kan føre til en modificeret konklusion.

Når den fortsatte drift i væsentlig grad afhænger af støtteerklæringen, bør ledelsen i regnskabets noter beskrive afhængigheden, erklæringens indhold og de centrale forudsætninger. Revisor vil normalt henvise til denne note i et særskilt afsnit om væsentlig usikkerhed vedrørende fortsat drift og præcisere, om konklusionen er modificeret. En stærk støtteerklæring kan således både udgøre et retligt løfte og et væsentligt bevis for going concern, mens en svag erklæring sjældent vil være tilstrækkelig alene, hverken i revisors vurdering eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse.

Støtteerklæringens konsekvens

Hvis selskabet på trods af støtteerklæringen efterfølgende går konkurs, vil konkursboet foretage en nøje vurdering af erklæringens ordlyd for at vurdere graden af forpligtelse for kapitalejeren – og for at vurdere, om erklæringen rent faktisk er blevet opfyldt.

Hvis erklæringen er forpligtende og ikke er opfyldt, må kapitalejeren forvente, at konkursboet vil rejse krav om opfyldelse af erklæringen fra kapitalejeren.

Artikel af advokat Torben Korsager, Interlex Advokater

EKSPROPRIATION AF LANDBRUGSJORD TIL PLEJEHJEM VAR UGYLDIG:

Planklagenævnet har den 23. september 2026 afsagt en principal afgørelse vedrørende lovligheden af en ekspropriation foretaget fra en landbrugsejendom til virkelighørelse af en lokalplan, der foreskriver, at der skal være et plejehjem på det eksproprierede areal. Gert Lund fra INTERLEX Advokater bistod landmanden under sagen i samarbejde med Claus Madsen ”Ejendomsretten”.  

Sagen drejer sig om, at en kommune foretog en ekspropriation af ca. 30.000 m2 fra en landbrugsejendom til opførelse af et plejecenter. Ekspropriationen blev foretaget i medfør af planlovens §47 til virkeliggørelse af en lokalplan, der blev vedtaget af kommunen den 17.12.2025 og trådte i kraft den 07.01.2026.

Mine klienter gjorde indsigelse mod lokalplanen. Indsigelsen gik bl.a. på, at der var mulighed for alternativ placering af plejehjemmet i kommunen, og opførelsen af plejehjemmet på den planlagte placering ville indebære væsentlige gener for den fremtidige drift af deres landbrugsejendom samt begrænse fremtidige driftsmuligheder som følge af lugtgener fra dyreholdet.

Kommunen overhørte de pågældende indsigelser og ønskede at fremme projektet i en sådan grad, at kommunen valgte at afholde en åstedsforretning, før lokalplanen var endeligt vedtaget i kommunen.

Der blev indvarslet til åstedsforretning den 07.10.2025, og åstedsforretningen blev afholdt den 05.11.2025, og den 26.03.2026 traf kommunen afgørelse om ekspropriation.

Kommunens ekspropriationsbeslutning blev påklaget til Planklagenævnet.

Den 23.09.2026 traf et enstemmigt Planklagenævn afgørelse om, at det forhold, at kommunen gennemførte åstedsforretningen, inden den endelige vedtagelse af lokalplanen, medførte, at kommunens ekspropriationsbeslutning var ugyldig.

Det enstemmige Planklagenævn finder desuden efter en samlet vurdering af de konkrete modstående interesser, at de almene samfundsinteresser i inddragelse af en del af klagers ejendom til opførelse af et plejehjem, ikke kan fortrænge klagers interesse i fortsat at kunne råde over arealet.

Planklagenævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at kommunen ikke på tilstrækkelig overbevisende måde havde godtgjort, at det ikke var muligt at opføre et plejehjem på en anden af de af kommunen undersøgte alternative placeringer i udkanten af byen.

Sidst men meget væsentligt tillagde Planklagenævnet det betydning, at opførelsen af plejehjemmet på den planlagte placering, ville indebære et væsentligt indgreb i landbrugsejendommens drift og derudover kunne begrænse fremtidige driftsmuligheder som følge af lugtgener fra husdyrholdet.

Afgørelsen fra Planklagenævnet viser, at det kan svare sig at gøre indsigelse mod en kommunalbeslutning om en given placering af et byggeri på et landbrugsareal, hvis den ønskede placering vil indebære væsentlige indgreb i en landbrugsejendoms fremtidige drift – herunder som følge af lugtgener fra husdyrholdet,- og der kan henvises til alternative placeringer.

Planklagenævnet prøver til bunds, om den begrundelse, som kommunen fremkommer med for en af kommunen ønsket placering, holder i virkeligheden.


Mariane Thomsens Gade 1C, 8.,
8000 Aarhus C

+45 87 34 34 34
office@interlex.dk