Going concern og støtteerklæringer
For mange selskaber er regnskabssæsonen overstået. For selskaber, der står på svage fødder, kan regnskabsaflæggelsen give anledning til tvivl om, hvorvidt selskabet har tilstrækkelig styrke til at aflægge regnskab som going concern.
Når et selskab aflægger årsregnskab, sker det som udgangspunkt ud fra en antagelse om, at virksomheden fortsætter driften i overskuelig fremtid. Denne antagelse kaldes going concern. Det betyder, at virksomheden ikke forventes at være på vej mod likvidation eller konkurs, at aktiver og gæld måles under forudsætning af fortsat drift, og at ledelsen skal vurdere, om der er et realistisk grundlag for at fortsætte, typisk mindst 12 måneder frem. Hvis der er alvorlig tvivl om den fortsatte drift, skal usikkerheden afspejles i regnskabet og i revisors påtegning.
I den situation kan en støtteerklæring få central betydning. Det er en skriftlig erklæring fra en kapitalejer, typisk et moderselskab eller en hovedaktionær, om økonomisk støtte til selskabet. Erklæringens virkning beror især på dens ordlyd. En stærk støtteerklæring indeholder et klart og konkret løfte om at tilføre de midler, der er nødvendige for, at selskabet kan opfylde sine forpligtelser. Formuleringer om, at kapitalejeren forpligter sig til at tilføre nødvendig kapital eller garanterer selskabets likviditet, kan i praksis nærme sig en kaution eller garanti og kan medføre et direkte ansvar over for kreditorerne, hvis selskabet efterfølgende går konkurs.
En svag støtteerklæring beskriver derimod oftest alene en hensigt eller politik, eksempelvis at det er kapitalejerens politik at støtte selskabet, eller at kapitalejeren forventer at stille likviditet til rådighed. Sådanne generelle udsagn vil normalt ikke i sig selv skabe hæftelse for kapitalejeren.
Ledelsens og revisors vurdering
Det er ledelsen, der har ansvaret for at vurdere, om årsregnskabet kan aflægges som going concern. Vurderingen skal bygge på et samlet og dokumenteret grundlag, herunder likviditetsbudgetter, bank- og finansieringsaftaler, kapitalejerens vilje og økonomiske evne til at tilføre kapital samt indholdet af eventuelle støtteerklæringer. En støtteerklæring kan derfor være et væsentligt element, men dens værdi er begrænset, hvis den er upræcis, indeholder vidtgående forbehold eller er afgivet af en kapitalejer, som ikke har økonomisk styrke til at opfylde løftet. Ledelsen skal kunne dokumentere både viljen og evnen til at støtte selskabet.
Hvis regnskabet revideres af revisor, skal revisor foretage en selvstændig vurdering af going concern-situationen. Revisor kan ikke alene lægge ledelsens udsagn til grund. Revisor må gennemgå den konkrete erklæring, vurdere om den er tilstrækkeligt præcis og undersøge, om kapitalejeren reelt kan levere den lovede støtte.
Hvis der fortsat består væsentlig usikkerhed om den fortsatte drift, men usikkerheden er beskrevet i regnskabet, vil revisor normalt kunne afgive en umodificeret konklusion og samtidig indsætte et særskilt afsnit om væsentlig usikkerhed vedrørende fortsat drift. Er oplysningerne utilstrækkelige, eller kan revisor ikke tiltræde forudsætningen om fortsat drift, kan konklusionen skulle modificeres i form af et forbehold, en afkræftende konklusion eller manglende konklusion.
Krav til erklæringen og den regnskabsmæssige konsekvens
Hvis en støtteerklæring skal have reel vægt i revisors vurdering, bør den have en klar adressat og angive den periode, som støtten omfatter, eksempelvis de kommende 12 måneder. Graden af kapitalejerens forpligtelse til at tilføre nødvendig kapital eller likviditet er væsentlig og bedømmes ud fra den helt konkrete ordlyd af erklæringen.
Det styrker erklæringen, hvis den fastsætter en beløbsramme eller en tydelig mekanisme, eksempelvis et beløb på op til et bestemt maksimum eller den finansiering, der er nødvendig for at opfylde forpligtelserne i perioden. Forbehold må ikke gøre løftet illusorisk. Erklæringen skal være skriftlig og underskrevet af en person med kompetence til at binde kapitalejeren, og revisor vil normalt kræve dokumentation for kapitalejerens økonomiske evne til at yde støtten.
Der består et naturligt spændingsfelt mellem kapitalejerens ønske om at undgå eller begrænse retlig binding og revisors behov for et sikkert grundlag for going concern-vurderingen. Jo blødere og mere uforpligtende erklæringen er, desto mindre værdi har den. Hvis kapitalejeren fastholder en ikke-bindende ordlyd, kan revisor kræve yderligere dokumentation, såsom bindende bankaftaler eller allerede gennemførte kapitaltilførsler. I mangel heraf kan der fortsat foreligge væsentlig usikkerhed, som skal omtales tydeligt, og som i yderste konsekvens kan føre til en modificeret konklusion.
Når den fortsatte drift i væsentlig grad afhænger af støtteerklæringen, bør ledelsen i regnskabets noter beskrive afhængigheden, erklæringens indhold og de centrale forudsætninger. Revisor vil normalt henvise til denne note i et særskilt afsnit om væsentlig usikkerhed vedrørende fortsat drift og præcisere, om konklusionen er modificeret. En stærk støtteerklæring kan således både udgøre et retligt løfte og et væsentligt bevis for going concern, mens en svag erklæring sjældent vil være tilstrækkelig alene, hverken i revisors vurdering eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse.
Støtteerklæringens konsekvens
Hvis selskabet på trods af støtteerklæringen efterfølgende går konkurs, vil konkursboet foretage en nøje vurdering af erklæringens ordlyd for at vurdere graden af forpligtelse for kapitalejeren – og for at vurdere, om erklæringen rent faktisk er blevet opfyldt.
Hvis erklæringen er forpligtende og ikke er opfyldt, må kapitalejeren forvente, at konkursboet vil rejse krav om opfyldelse af erklæringen fra kapitalejeren.
Artikel af advokat Torben Korsager, Interlex Advokater
