Planklagenævnet har den 23. september 2026 afsagt en principal afgørelse vedrørende lovligheden af en ekspropriation foretaget fra en landbrugsejendom til virkelighørelse af en lokalplan, der foreskriver, at der skal være et plejehjem på det eksproprierede areal. Gert Lund fra INTERLEX Advokater bistod landmanden under sagen i samarbejde med Claus Madsen ”Ejendomsretten”.
Sagen drejer sig om, at en kommune foretog en ekspropriation af ca. 30.000 m2 fra en landbrugsejendom til opførelse af et plejecenter. Ekspropriationen blev foretaget i medfør af planlovens §47 til virkeliggørelse af en lokalplan, der blev vedtaget af kommunen den 17.12.2025 og trådte i kraft den 07.01.2026.
Mine klienter gjorde indsigelse mod lokalplanen. Indsigelsen gik bl.a. på, at der var mulighed for alternativ placering af plejehjemmet i kommunen, og opførelsen af plejehjemmet på den planlagte placering ville indebære væsentlige gener for den fremtidige drift af deres landbrugsejendom samt begrænse fremtidige driftsmuligheder som følge af lugtgener fra dyreholdet.
Kommunen overhørte de pågældende indsigelser og ønskede at fremme projektet i en sådan grad, at kommunen valgte at afholde en åstedsforretning, før lokalplanen var endeligt vedtaget i kommunen.
Der blev indvarslet til åstedsforretning den 07.10.2025, og åstedsforretningen blev afholdt den 05.11.2025, og den 26.03.2026 traf kommunen afgørelse om ekspropriation.
Kommunens ekspropriationsbeslutning blev påklaget til Planklagenævnet.
Den 23.09.2026 traf et enstemmigt Planklagenævn afgørelse om, at det forhold, at kommunen gennemførte åstedsforretningen, inden den endelige vedtagelse af lokalplanen, medførte, at kommunens ekspropriationsbeslutning var ugyldig.
Det enstemmige Planklagenævn finder desuden efter en samlet vurdering af de konkrete modstående interesser, at de almene samfundsinteresser i inddragelse af en del af klagers ejendom til opførelse af et plejehjem, ikke kan fortrænge klagers interesse i fortsat at kunne råde over arealet.
Planklagenævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at kommunen ikke på tilstrækkelig overbevisende måde havde godtgjort, at det ikke var muligt at opføre et plejehjem på en anden af de af kommunen undersøgte alternative placeringer i udkanten af byen.
Sidst men meget væsentligt tillagde Planklagenævnet det betydning, at opførelsen af plejehjemmet på den planlagte placering, ville indebære et væsentligt indgreb i landbrugsejendommens drift og derudover kunne begrænse fremtidige driftsmuligheder som følge af lugtgener fra husdyrholdet.
Afgørelsen fra Planklagenævnet viser, at det kan svare sig at gøre indsigelse mod en kommunalbeslutning om en given placering af et byggeri på et landbrugsareal, hvis den ønskede placering vil indebære væsentlige indgreb i en landbrugsejendoms fremtidige drift – herunder som følge af lugtgener fra husdyrholdet,- og der kan henvises til alternative placeringer.
Planklagenævnet prøver til bunds, om den begrundelse, som kommunen fremkommer med for en af kommunen ønsket placering, holder i virkeligheden.
