Skærpede regler om udpegning af kurator og habilitet indført

februar 17, 2026

Den 18. december 2025 vedtog Folketinget et lovforslag, der i kølvandet på ”Den Sorte Svane” indfører en række skærpede regler i konkursloven om udpegning af kurator og stramning af reglerne om habilitet.  De nye regler er trådt i kraft den 1. januar 2026 og skal mindske risikoen for, at insolvensbehandlingssystemet misbruges i forbindelse med økonomisk kriminalitet.

Udpegning af kurator

Der er indsat en ny regel i konkurslovens § 107a, hvorved lovgiver har indført et udpegningshierarki, der fastlægger de nærmere rammer for skifterettens skøn ved udpegning af kurator.   

Det er fortsat den advokat, der har størst tilslutning blandt de stemmeberettigede kreditorer, der er repræsenteret på dekretmødet, hvor der afsiges konkursdekret, der vil blive udpeget som kurator.

Lovgiver har imidlertid, som følge af de problemstillinger som ”Den Sorte Svane” skildrede, ønsket at begrænse muligheden for at ejere og ledelse kan bestemme, hvem der bliver kurator. Derfor er der i henhold til den nye bestemmelse i konkurslovens § 114a fremover ingen stemmeret til.

  • skyldners nærtstående
  • skyldners ledelse
  • skyldners ansatte, medmindre kravet er overtaget af Lønmodtagernes Garantifond eller fagforening/A-kasse
  • rekonstruktør, tillidsmand eller likvidator for så vidt angår deres honorarkrav

Hvis der ikke er nogen stemmeberettigede kreditorer til stede på dekretmødet, skal skifteretten i stedet som udgangspunkt udpege en af sine faste kuratorer. Det vil f.eks. blive det praktiske udgangspunkt ved skyldners indlevering af egenbegæring om konkurs, hvor der typisk ikke er nogen kreditorer til stede på dekretmødet.

Der er i loven indsat følgende 3 undtagelser til udgangspunktet om, at en af skifterettens faste kuratorer vælges som kurator:

  1. Hvis konkursbegæringen er indgivet af en kreditor, som ikke er omfattet af konkurslovens § 114a (skyldners nærtstående, ledelse eller ansatte), skal skifteretten som udgangspunkt udpege den advokat, som vedkommende peger på. Det gælder selvom der ikke skønnes at være udsigt til dividende til kreditors fordring og uanset kreditors fordring er ubetydelig.
  • Hvis en marginalpanthaver – f.eks. en bank med virksomhedspant, der kun forventes delvist indfriet – tilslutter sig et bestemt valg af kurator, kan skifteretten udpege vedkommende som kurator. Det er ikke en ”skal”-regel, og marginalpanthaver kan dermed ikke være sikker på, at få indflydelse på kuratorvalget. Hvis en kreditor/panthaver fremadrettet skal stille sig bedst muligt i forhold til at kunne udpege kurator, må kreditor/panthaver indlevere en kreditorbegæring om konkurs. 
  • Hvis der har været en forudgående tvangsopløsning, vil likvidator som udgangspunkt blive udpeget som kurator.

Uanset ovennævnte udpegningsregler, har skifteretten hjemmel til i særligt tilfælde at fravige reglerne og vælge en anden kurator. Det kan f.eks. blive aktuelt hvis den kreditor, der har indleveret en kreditorbegæring om konkurs, alene repræsenterer en uvæsentlig del af det samlede gæld.

  • Hvem udpeges som udgangspunkt som kurator efter de nye regler?
    • Egen begæring om konkurs à Skifterettens faste kurator
    • Kreditor begæring om konkurs à Rekvirentens advokat

Skærpede habilitetsregler for kurator

Der er med de nye regler indført skærpede habilitetskrav i konkurslovens § 238 for kuratorer, rekonstruktører og andre aktører, der bistår skifteretten. De nye regler skal sikre, at en advokat ikke kan udpeges som kurator, hvis vedkommende inden for en vis periode før fristdagen har haft (i) en tilknytning til eller (ii) ydet rådgivning til skyldneren eller dennes nærtstående.

  • Tilknytning til skyldneren

Med de nye regler kan en advokat ikke udpeges som kurator, hvis vedkommende aktuelt eller ien 2 års periode før fristdagen har været skyldners nærtstående eller deltaget i skyldners eller skyldners nærtståendes ledelse.

Undtaget er hvis advokaten har været

  • rekonstruktør
  • udpeget som likvidator af skifteretten
  • kurator i et nærtståendes konkursbo eller
  • indsat i indsat i skyldnerens ledelse med henblik på at indgive begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling.
  • Ydet rådgivning til skyldneren

En advokat kan ikke udpeges som kurator, hvis vedkommende i en 1 års periode før fristdagen har ydet rådgivning i ”ikke uvæsentligt” omfang til skyldner. Der må ligeledes ikke i 1 års perioden være ydet rådgivning i ”væsentligt omfang” til skyldners nærtstående, der direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af kapitalen i skyldneren.

Undtaget er hvis rådgivningen er ydet i egenskab af beskikket rekonstruktør for skyldneren, eller rådgivningen er ydet senere end 3 måneder før fristdagen angående et forsøg på at opnå en samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold.

Erklæring til skifteretten

Der er med lovændringen indført en pligt til at den advokat, der ønsker at blive udpeget som kurator eller rekonstruktør skal afgive en erklæring til skifteretten om, hvorvidt advokaten senere end 1 år før fristdagen har ydet rådgivning til skyldneren eller skyldners nærtstående.

Hvis advokaten har ydet rådgivning, skal advokaten i erklæringen beskrive arbejdets omfang og hvornår arbejdet er udført til brug for skifterettens vurdering af, om advokaten er inhabil.

Erklæringen skal sikre, at der ikke foreligger en interessekonflikt, der kan påvirke kurators behandling af konkursboet.

Pligt til faste kuratorer i skifteretten

Lovændringen indfører en pligt for Skifteretterne til at udpege et passende antal faste kuratorer.

Skifteretten i Aarhus har netop udpeget sine faste kurator, hvor INTERLEX Advokater er meget glade for at partner, advokat Torben Korsager, er udnævnt. Team Insolvens hos INTERLEX Advokater ser frem til at fortsætte det mangeårige gode samarbejde med skifteretten i Aarhus.

Kontakt os gerne

De nye regler får betydning for virksomheder, kreditorer og rådgivere, der er involveret i konkurssager. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte advokat Torben Korsager eller advokat Charlotte Graakjær Eriksen for en drøftelse.

Torben Korsager, Advokat – Partner
tk@interlex.dk
20 64 01 54

Charlotte Graakjær Eriksen, Advokat – Associeret Partner
cge@interlex.dk
40 22 79 37


Mariane Thomsens Gade 1C, 8.,
8000 Aarhus C

+45 87 34 34 34
office@interlex.dk