Ny vejledning om Cookies-reglerne på danske hjemmesider

En længe ventet opdatering af vejledningen om kravene for at anvende Cookies på danske hjemmesider har set dagens lys.

Cookies-reglerne er for mange et irritationsmoment, der involverer pop-up bokse, som skal lukkes når man besøger en ny hjemmeside, og som hjemmesideejer ved man, at det koster tid, penge og ind i mellem frustrationer at sætte op.
De er dog ikke sat i verden for at genere hverken ejere eller brugere af hjemmesiderne, men derimod for at overholde cookiereglerne fra EU som har til formål at sikre privatliv og gennemsigtighed online. Og der er god grund til at overholde reglerne, for gør man ikke det, kan der vanke bødestraf.

Heldigvis er det blevet lidt lettere nu, da Erhvervsstyrelsen netop har delt deres opdaterede vejledning om hvordan man overholder reglerne. Den forhenværende vejledning dateres tilbage til 2003 og bestod af 41 sider. En opdatering var derfor tiltrængt.

Opdateret cookievejledning 2019

Den opdaterede cookievejledning er i underkanten af to sider og giver dermed et langt mere overskueligt grundlag for at forstå og overholde reglerne.

I vejledningen kan man bl.a. læse om EU-afgørelsen fra oktober 2019, der betyder at den så ofte benyttede sætning på hjemmesider ”hvis du klikker videre, accepterer du vores cookies” ikke (længere) er gangbar. Brugeren af hjemmesiden skal selv aktivt acceptere f.eks. trackingcookies før de må lagres af virksomheden. Dette vil fx være tilfældet ved at brugeren skal trykke ”OK” eller ”Jeg accepterer” i pop-up boksen.

En forudafkrydset boks eller oplysning om lagring af cookies kan derfor ikke accepteres.
Det betyder også, at en anseelig del af danske hjemmesider i dag handler i strid med reglerne, og derfor risikerer en bøde.

Erhvervsstyrelsens nye vejledning om cookies kan læses her:

https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-bekendtgoerelse-om-krav-til-information-og-samtykke-ved-lagring-af-eller-adgang-til

Kontakt os gerne for en snak om jeres muligheder

Har du spørgsmål til Cookies, GDPR, eller ønsker du rådgivning i forbindelse hermed er du velkommen til at kontakte os.

Bjarke G. Jochumsen

Bjarke G. Jochumsen

Advokat