Skifteretternes tvangsopløsning af selskaber uden nærmere undersøgelser kan blive fortid

Står det til Konkursrådet, skal det ikke længere være muligt at tvangsopløse selskaber uden en nærmere undersøgelse af selskabet udført af enten en likvidator eller kurator. Som praksis er i dag, er der en risiko for, at misbrug af selskaber aldrig kommer for dagens lys


Skifteretternes behandling af tvangsopløsningssager 

Det følger af selskabslovens regler, at Erhvervsstyrelsen under særlige omstændigheder kan anmode skifteretten om, at et kapitalselskab opløses. Dette er f.eks. tilfældet, hvis selskabet ikke rettidigt har indsendt årsrapport eller ikke har en lovlig ledelse.

Skifteretten skal herefter træffe afgørelse om, hvorledes opløsningen skal gennemføres. Er det pågældende selskab solvent (eller er der tvivl herom), udpeger skifteretten en eller flere likvidatorer til at varetage bobehandlingen. Ligger det derimod fast, at selskabet er insolvent, tager skifteretten straks selskabet under konkursbehandling eller rekonstruktionsbehandling.

Er et selskab uden aktiver, har der dog udviklet sig en praksis, hvorefter skifteretterne i medfør af en analogi af konkurslovens § 143 blot opløser selskabet uden yderligere behandling. Det er denne praksis, der vækker bekymring hos Konkursrådet.

Konkurslovens § 143

Viser det sig under boets behandling, at den sikkerhed, der er eller kan kræves stillet efter § 27, ikke er tilstrækkelig til at dække yderligere omkostninger ved boets behandling, og er boets midler ikke tilstrækkelige til at dække disse omkostninger, sluttes boet snarest muligt på en dertil særligt indkaldt skiftesamling (…)

 

Et bekymret Konkursråd

I Konkursrådets udtalelse af 12.06.2018 om overgangen fra tvangsopløsning til konkurs peger Konkursrådet på en række betænkeligheder forbundet med skifteretternes tvangsopløsning af selskaber efter en analogi af konkurslovens § 143.

Konkursrådet pointerer, at praksis ved de enkelte skifteretter er uens, idet der er stor forskel på, hvornår en anmodning om tvangsopløsning ender med en umiddelbar opløsning af selskabet efter en analogi af konkurslovens § 143, og hvornår der iværksættes yderligere undersøgelser ved en likvidator eller kurator. Det betyder, at der er stor forskel på, om det undersøges, hvorvidt der er aktiver i selskabet, der kan anvendes til fyldestgørelse af kreditorerne.

Den uens behandling ved skifteretterne indbyder ifølge Konkursrådet til forumshopping, idet ledelsen i et selskab kan spekulere i at etablere eller senere ændre selskabets hjemsted til et sted, hvor skifteretten i højere grad opløser selskaber efter en analogi af konkurslovens § 143 og dermed ikke undersøges nærmere.

Endvidere påpeger Konkursrådet, at der er risiko for, at et selskab misbruges, idet det ikke undersøges, om der er foregået ulovlige dispositioner i selskabet, herunder ulovlige aktionærlån, om selskabet er insolvent, om der er grundlag for at indlede en sag om konkurskarantæne mod selskabets tidligere ledelse, eller om der er grundlag for at indlede en politimæssig efterforskning.

En sådan praksis strider mod grundlæggende samfundsinteresser, ligesom det strider mod retsfølelsen, hvis et selskabs forhold ikke undersøges, og der som følge heraf ikke pålægges konkurskarantæne, når der er grundlag herfor.


Konklusionen fra Konkursrådet

Konkursrådet mener, at den samfundsmæssige interesse i, at der foretages en nærmere undersøgelse af et selskab, som Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at tvangsopløse, taler for, at tvangsopløsning af et selskab enten fører til, at der udnævnes en likvidator, eller at selskabet tages under konkursbehandling.

Et selskab skal således efter Konkursrådets opfattelse ikke – som det er tilfældet i flere af landets skifteretter i dag – kunne opløses efter en analogi af konkurslovens § 143.

Konkursrådet foreslår således, at det ikke fremadrettet skal være muligt at opløse et selskab, som Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at tvangsopløse, efter en analogi af konkurslovens § 143.


Advokatrådet og Danske Advokater er positivt indstillet over for forslaget

I forbindelse med en høring over Konkursrådets udtalelse af 12.06.2018 har både Advokatrådet og Danske Advokater tilkendegivet at være positivt indstillet over for Konkursrådets forslag.

Det er imidlertid en politisk beslutning, om der skal afsættes ressourcer til gennemførelse af Konkursrådets forslag, og det er således afgørende, om også politikkerne viser sig positivt indstillet over for Konkursrådets forslag. Dette er endnu uvist.

–oo0oo–

INTERLEX Advokater har stor erfaring med såvel tvangsopløsningssager som konkursboer. Har du spørgsmål i relation hertil, er du velkommen til at kontakte advokatfuldmægtig Susan Lund Andersen på sla@interlex.dk.